SMS fra “min” SKAT!

Har du også modtaget en sms fra SKAT? Kl. 7:00 mandag morgen, mobilen giver lyd fra sig og afsenderen er SKAT! Beskeden indeholder meddelelse om, at min forskudsopgørelse 2009 ligger klar i min “skattemappe”…

Verdensmester i topskat

Danmark har vundet guld! Konsulentvirksomheden KPMG har lavet en undersøgelse på 87 lande, og “kåret” Danmark som verdensmester når det gælder disciplinen TOPSKAT. Altså skatten på den sidst tjentet krone som beskattes med 8% arbejdsmarkedsbidrag, og resten med 59% skat + eventuel kirkeskat. Altså cirka 63%.

Hvad vil du betale i skat?

Hvad kan vi bruge det til? Jeg er personlig af den holdning, at man skal bruge tid på at lægge sig et skattebudget. Endvidere skal man spørge sig selv “hvor meget ønsker jeg at betale i skat?”

Kan man selv bestemme sin skat?

Skattelovgivningen indeholder nogle love og beløbsbegrænsninger/muligheder, som man naturligvis som skatteyder til enhver tid skal overholde. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal forholde sig passivt og blot notere sig, at nu er eksempelvis forskudsopgørelse klar!

Jeg er sikker på at hensigten med sms beskeden er, at nu er det tid til at få lagt næste års skattebudget. For rigtig mange er de tal som skat har indtastet ikke korrekte, og nogle af punkterne kan vi selv gøre noget ved.

Kender SKAT til alle oplysningerne?

Mange lønmodtagere har fået pæne lønstigninger igennem de sidste års gode tider, og nogen har allerede mærket den økonomiske krise og er blevet arbejdssøgende. Nogen har købt ejendom og andre har solgt. Nogle er blevet gift og andre er blevet skilt. Nogen har fået firmabil, andre har valgt egen bil o.s.v. De fleste har på den ene eller anden måde fået nogle ændrede forhold, som det ikke er sikkert at skat på forskudsopgørelsen har taget højde for.

Hvorfor bruge tid på forskudsopgørelsen?

Det er vigtigt at man gennemgår forskudsopgørelsen og sammenholder den med de oplysninger og forudsætninger som kun én selv kender til. Det er som sagt ikke alle oplysninger som forskudsopgørelsen kan tage højde for.

Sådan gør du

Gå ind på www.skat.dk under borger, tastselv og beregn skat og skattekort for 2009. Gennemgå tallene og tilret ved fejl og mangler. Herefter fremgår det hvor meget du samlet set skal betale i skat til Guld vinderen Danmark!

Ja – vi er selv medbestemmende om hvor meget man skal betale i skat!

Brug få minutter og spar penge i skat

Nu kan de fleste godt lide at vinde guld, men for at opnå så flot en placering så skal man være aktiv. Med andre ord så skal man nu tage stilling til hvordan året 2009 skal forløbe og hvordan man kan og vil reducere sin skat.

  • Skal og kan man betale mere ind på pensionsopsparing?
  • Skal og kan man vælge firmabil eller egen bil?
  • Er renteindtægter og renteudgifter forhandlet på plads og dermed optimeret?
  • Er der frie midler som skal placeres i værdipapirer?
  • Skal man vælge akkumulerende eller udbyttegivende investeringsforeninger?
  • Skal man give en pengegave til familiemedlemmerne, eller til en velgørende forening?

Ovennævnte liste er absolut ikke udtømmende, så svaret på spørgsmålet om man selv kan bestemme sin skatteudgift er ganske enkelt ? JA DET KAN MAN!