Det er kommet frem i pressen, at 11 millioner Volkswagen-dieselbiler verden over er udstyret med en software, der kan få bilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end de egentlig er. Volkswagen har offentligt erkendt og undskyldt, at der har været snydt med den software der er installeret og den øverste chef for Volkswagen, Martin Winterkorn, er trådt tilbage på grund af skandalen. Det interessante for dig som køber af en bil, der har installeret ”snyde-software” er, om du kan gøre et mangelskrav gældende over for sælgeren af bilen.

Når du køber bil hos en bilforhandler, er handlen omfattet af købeloven. I forbrugerkøb er du omfattet af købelovens § 75a og § 76, der regulerer hvornår der foreligger en faktisk mangel ved salgsgenstanden, som enten kan give dig ret til at sælger skal afhjælpe manglen, og hvis dette ikke er muligt, at du kan hæve handlen, dvs. du skal tilbagelevere bilen til sælger mod at du får købesummen tilbage, eller at du kan kræve et afslag i købesummen.

Dette gælder uanset, om du køber en helt ny bil eller en brugt bil. Det følger netop af købelovens § 75a og § 76, at bilen skal leve op til de oplysninger der fremgår af salgsannoncen og de oplysninger du får af sælger om bilen. Det forhold, at Volkswagen-dieselbiler er udstyret med en software, der kan få bilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end de egentlig er, er således ikke i overensstemmelse med de oplysninger du som køber har fået af sælger om bilen.

I flere sager har køberen fået et afslag i købesummen, fordi bilen ikke levede op til de oplysninger der fremgik af salgsannoncen eller de oplysninger køber havde fået af sælger.

I et konkret eksempel fremgik det f.eks. af købsaftalen, at der skulle monteres et aftageligt træk på bilen, men hvor det senere viste sig, at der ikke kunne monteres et godkendt træk til bilen, og at det træk der var monteret på bilen, alene måtte anvendes til cykler.

Spørgsmålet er, om du som køber af en bil med installeret ”snyde-software”, kan kræve afslag i købesummen hos sælgeren af bilen.

Hvis manglen ikke udbedres, overholder bilerne ikke de lovede miljøoplysninger, og vil formentligt blive kategoriseret under en anden energiklasse, som vil betyde en stigning i ejerafgiften og muligvis i registreringsafgiften.

Som bekendt har Volkswagen tilbudt at udbedre fejlen, således at bilerne overholder de oplyste miljøkrav.
Hvis Volkswagen udbedrer manglen, så bilerne overholder de oplyste miljøkrav, vil det til formentlig betyde en forringet ydeevne, som mindre tophastighed og dårligere acceleration.

Det vil sige at uanset om Volkswagen kan udbedre eller ej, vil der være en mangel ved bilerne, som formentlig medfører at du har krav på et afslag i købesummen.

Ankenævnet for biler har netop i en konkret sag truffet afgørelse, hvor der i salgsannoncen blev op-lyst, at bilen var i energiklasse A, men det viste sig at bilen i realiteten var i energiklasse B. Ankenævnet betragtede det som en mangel ved bilen, der gav derfor køberen ret til et afslag i købesummen.

Hvis du opdager en mangel ved din bil, skal du reklamere til sælger, når du opdager manglen. Som forbruger har du altid to års reklamationsret fra leveringstidspunktet af bilen, medmindre sælger har giver en garanti som går udover de to år. Når du har opdaget manglen, bør du så vidt muligt reklame-re inden 2 måneder efter du har opdaget manglen, idet du ellers kan risikerer at din ret til at gøre manglen gældende bortfalder.

Hvis sælger afviser din reklamation, har du herefter mulighed for at klage til Ankenævn for biler, som er et privat ankenævn, der er godkendt af erhvervs- og vækstministeriet. Det koster et klagegebyr på op til kr. 500,00, som returneres hvis du får medhold i din klage. Du kan finde flere oplysninger og vejledning på www.bilklage.dk.

Hvis du får medhold i din klage, og sælger alligevel ikke vil rette sig efter afgørelsen, kan der efterfølgende anlægges en sag hos domstolene mod sælger.

Artiklen er skrevet af advokat Jakob Vinding (H),
partner hos DRACHMANN ADVOKATER