Brugernes bud på at få den bedste privatøkonomi

Kom med dit bud og deltag i konkurrencen om at vinde en Ipod Nano. Du kan også tilmelde dig vores servicemail, Den bedste privatøkonomi, hvis du ønsker at modtage tips, inspiration og gode råd omkring din privatøkonomi. Konkurrencen løber fortsat.

Se brugernes bud på hvordan man opnår en god privatøkonomi.

Birgit’s tips til at få styr på privatøkonomien

Jeg vil sige, at følgende ting er afgørende:

  1. Hav et komplet overblik over indtægter og udgifter – hver eneste lille post skal med for de kan hurtigt løbe op, hvis der er mange små bække
  2. Lav et præcist budget hver 1. januar for hele året og når du ser alle dine udgifter er der måske nogle der helt kan spares væk. Gem budgettet fra de tidligere år, så du kan se, hvilke udgifter der har været udsving på.
  3. Saml klatgæld til et fornuftigt lån i banken/pengeinstituttet – der kan spares mange renter samlet set – og hvad der er sparet er fortjent
  4. Undgå de fristende og vanvitttigt dyre kviklån i butikkerne og diverse kontokort – renten vil sikkert være ca. 25% om året, hvis man regner efter
  5. Spænd ikke buen højere, end at der er en bufferpulje, som kan bruges hvis uforudsete ting sker (alt fra TV, vaskemaskine m.m. der går i stykker til en knækket tand). Brug derfor aldrig den sidst tjente krone
  6. Brug lidt tid på nettet og se, hvor du kan få de mest fordelagtige renter både på indlån og udlån – og stil krav til pengeinstituttet – det er nemlig til forhandling meget ofte, men det kræver energi og vedholdendehed
  7. Find ud af (i december hver år) hvordan din pensionsopsparing er og om du evt. får restskat, for så er det bedre at indbetale til sin egen pensionsording end at give pengene til skattevæsenet – I hvilken lomme mener du, at pengene har det bedst?

Dette bud på hvordan du kan opnå en god privatøkonomi er indsendt af Birgit Elkan.

Sådan får du styr på privatøkonomien

Har du styr på hvad du bruger dine penge til – eller forsvinder de bare lige så stille mellem hænderne på dig uden at du ved hvor de bliver af?

Hvis det er det sidstnævnte der er tilfældet, så gør som jeg. Anskaf dig et bogføringsprogram og bogfør dit forbrug ned til den sidste øreafrunding. Du slår to fluer med et smæk ved at gøre det. Du bliver tvunget til at sætte dig ind i bogføring, hvilket aldrig kan være en ulempe, og du får et totalt overblik over hvor pengene bliver af.

I og med at du bogfører alt, bliver du hver gang mindet om hvad det er du bruger dine penge til og hvordan din privatøkonomi ser ud. Tro mig, det kan hurtigt få dig til at ændre dine forbrugsvaner. Irriterer det dig for eksempel ikke hvor mange penge du hvert år spilder på at købe indkøbsposer i dit supermarked? Når du først har bogført den udgift adskillige gange, så er vejen til anskaffelse af en rygsæk eller en mulepose ikke lang. Det er godt for privatøkonomien og det er godt for miljøet. Igen to fluer med et smæk.

Det bliver hurtigt en vane med den daglige bogføring og det tager ikke ret lang tid når du først er blevet vant til det. Og bogføringsprogrammet behøver ikke at være dyrt. Du kan finde udmærkede programmer der intet koster eller er meget billige på nettet. Selv bruger jeg et lille program der hedder SummaSummarum og det er meget nemt at arbejde med. Men der findes mange andre gode programmer, så bare se at komme i gang!

At have en god privatøkonomi gør en forskel

Den giver mig den fornødne tryghed i hverdagen, for min dreng på 10 år og for mig selv.

Der er nemlig rigtig mange fristelser, både for ham, og for mig, og vi lider absolut ingen afsagn!

Jeg sparer ikke på noget, er frisk med pegefingeren på internettet, hvad angår køb samt auktioner, og det er nok dér, jeg ser nogle gode muligheder for fine handler. Også for ting, som hverken min dreng eller jeg lige står og mangler, men som giver dagen kulør! Et eksempel kan være en billig brilliantring, mærkevarer til min dreng, etc.

Jeg er enlig mor, er socialarbejder, så hvis du følger med i pressen, så er jeg een af dem, der gerne vil have mere i lønposen.
Men jeg klarer det godt alligevel og skylder ikke nogen noget. Næ, det er sågar mig, folk kan låne af, hvis det kniber.

Min bolig, som er en andelsbolig, er betalt for en del år siden (til forfærdentlig dyre renter), men da sørgede jeg for snørre livremmen ind, så det dyre lån hurtigt kunne blive betalt.

Plads til rejser m.v.

Min dreng og jeg rejser altid mindst 2 gange årligt til udlandet, sidste år til både New York og London. Rejserne blev, efter grundigt tjek på internettet, indkøbt dér. Hvis jeg havde købt hos et rejseselskab havce det været til helt andre priser. Og hvad der er sparet, er jo som bekendt tjent, og de penge kan jo så bruges til ekstra fornøjelser og kollorit på tilværelsen. Det er dog ærgeligt, at der ikke er besparelser for enlige, når de rejser med lidt større børn, (Dét ville være godt, så flere enlige kan komme ud i Verden med deres barn/børn. )

Min dreng lærer jeg at spare op, og eksempelvis sparer han op ved at have et job som hundelufter nogle gange om ugen samt lave lidt tjanser for mig, som eksempelvis nu, hvor han er svær at få ud af døren om morgenen, ja, så tjener han kr. 5.- pr. dag, han kommer til skole til tiden. Pengene bruger han til at købe Dollars for, de er jo billige nu, for vores plan er, at vi skal til New York igen, om 1 år. Og dér har han brug for penge, ved han jo, og det er en stærk motiverende faktor.

At have en sund privatøkonomi tror jeg er noget, der skal “ind med modermælken”. Det er noget man skal drøfte med sit barn, så de har dét med i bagagen, som så meget andet.

Jeg lærer også min dreng lidt om aktier, og har bl.a. købt nogle “etisk rigtige” aktier til ham. De koster jo ikke alle sammen en formue, og det er da lidt sjovt at følge udviklingen, omend det kun er i det små, vi har aktier.

Endvidere holder jeg lidt øje med bankgebyrer, for de har tidligere “spist” mange af mine penge, Så et lille tjek engang imellem, er en god økonomisk investering.

Og det samme gælder diverse forsikringer..de skal også engang imellem have et lille servicetjek, har erfaringen lært mig.

Jeg køber primært økologisk, og det er fornøjeligt at se, at også økologiske varer nu er kommet med i tilbudsaviser. Lige nu, i skrivende, inspirerende stund, overvejer jeg at skrive ind i en husholdningsbog, som en husmor fra “de gode gamle dage”, for at se, hvad jeg i grunden bruger på husholdningsbudgettet, og det er måske ikke så dårlig en idé. Jeg har vist sådan en gammel kolonne-bog liggende, og det kunne da med garanti give mig et overblik over alle mine indkøb hist og her.

Min dreng spurgte mig igår, om vi ikke, een eller to gange om ugen, skal handle “stort” ind. (Det vil helt sikkert også være besparende!) Det kunne da overvejes, men det vil være et stort slid, for vi har ingen bil, og tungt, at skulle slæbe alle varerne hjem, på een gang. Så det bliver nok aldrig til noget. Men kolonnebogen… Tja, hvorfor ikke? Det kunne jo gå hen og blive en helt hyggelig beskæftigelse, at sidde i solen, med alle sine bon’er og lege “rigtig” husmor.

Nu kom jeg vist laaaangt omkring i mine privatøkonomiske tanker og overvejelser. Hvor ligger nu lige den kolonne-bog…

Hej fra Pernille.