Pension mere vigtigt end nogensinde

Det er mere vigtigt end nogensinde før, at have fokus på sin pensionsopsparing. Folkepensionen udgør 5.250 kr. om måneden for enlige. En pige som fødes i 2009 bliver gennemsnitlig 81 år og drengen bliver 76 år.

Det der kendetegner nutidens pensionister er, at de lever længere, er mere aktive, vil opleve “verden”, hvilket stiller store økonomiske krav. Rigtig mange danskere har konstateret, at deres pensionsopsparing er blevet væsentligt mindre værd gennem de seneste 2 år.

Vi har alle tabt

Uanset om du har investeret gennem banken eller pensionsselskabet har du tabt. Enten er tabene direkte, du kan enten se i dit eget depot eller i puljeordningen at kursværdien er blevet mindre, eller også vil du opleve at den fremtidige bonustilskrivning i pensionsselskabet ligeledes bliver mindre.

ATP Livslang Pension og den særlige pensionsopsparing er en af Europas største pensionsinvestorer. De har til opgave, at forrente 400 mia. kr. bedst muligt. I 2008 tabte ATP 29,7 mia. kr. på deres investeringer. De er absolut ikke de eneste, alle har lidt store tab.

Et investeringstab er først et tab ved realisering

Nu er det sådan med tab på investeringer, at tabet først er en realitet når man har realiseret værdierne, altså solgt papirerne. Det har forskellige konsekvenser, alt efter hvor gammel man er og hvor meget man allerede har sparet op og dermed har tilbage på pensionsopsparingerne.

Læg flere æg i flere kurve

Historisk set har det været sådan, at nogle år er det bankerne som slår pensionsselskaberne og andre år er det modsat. Sats derfor på begge ordninger! Bankerne og pensionsselskaberne tilbyder begge at placere opsparingen med lav, middel og høj risiko.

Derudover har de enkelte selskaber historisk set klaret sig forskelligt, og omkostningerne er ligeledes meget forskellige. Det er derfor vigtigt at man vælger det pensionsselskab og den bankordning som passer bedst ind i dine ønsker og behov.

Hvis du vælger, at investere din pensionsopsparing i værdipapirer gennem banken bør du også have en ordning med en garanteret rente i pensionsselskabet.

Kvinderne har tabt mindst

De kvinder som selv står for investering af deres pensionsopsparing har tabt mindst. Det som kendetegner mange kvinder er, at de generelt har en lavere risiko end mændene. Kvinderne køber papirer som de har “følelser” for, og denne købsadfærd gør, at de vælger at beholde papirerne mere eller mindre til “udløb”. Endvidere foretrækker kvinderne også de ordninger hvor de ikke skal tage stilling til placeringen af investeringen. Det vil sige primært pensionsselskaberne.

Mændene derimod handler meget mere værdipapirer, og elsker muligheden for at vinde og fortælle alle herom. Hvorimod de “glemmer” at fortælle nogen noget når de taber. Generelt er mændene gode til at opnå et samlet godt afkast.

Hvordan vinder man noget af det tabte tilbage

Uanset hvor lang tid du har tilbage til pensionen, er det ofte muligt at vinde meget af det tabte på pensionskontoen tilbage. Hvis du er under 50 år bør du ikke gå i panik over, at have lidt store tab på pensionsopsparingen i 2008.

Er du ældre, bør du skaffe dig overblik og dernæst tænke over, om du kan tåle at tabe endnu mere i forsøget på at vinde de tabte penge hjem igen.

Du er under 50 år:

  • Skaf overblik over, hvor meget du har tabt, og hvor mange penge, du kan se frem til som pensionist.
  • Pak frustrationen sammen. Tabene kan nå at hentes hjem igen, hvis du fortsat optimerer dine investeringer, med indbetalinger og pleje.
  • Tab på investeringer kan modregnes i skatten af fremtidige gevinster af dine investeringer.
  • Overvej om fordelingen mellem bank og pensionsopsparing og dermed aktier og obligationer er fornuftig. På grund af de massive aktie tab kan det f.eks. være at aktieandelen er faldet fra 25 til 15 % af opsparingen.
  • Find ud af, om du betaler for meget eller for lidt ind til pensionen

Du er mellem 50 og 60 år

  • Skaf dig overblik over, hvad du har tabt
  • Overvej nøje, om du kan tåle at tabe mere for som minimum at få en økonomisk tålelig pensionisttilværelse og juster din fordeling af de mere risikable investeringer mod mere sikre investeringer
  • Fortsæt eller forhøj dine indbetalinger, så du som minimum får det ud i den anden ende, du ønsker.
  • Juster den risikomæssige fordeling af dine investeringer ud fra at du som minimum er sikret en tålelig pensionisttilværelse

Du er over 60 år

  • Skaf dig overblik over, hvor meget der er tilbage af pensionen.
  • Find ud af, om du har råd til at forsøge at vinde tabte pensionskroner ind igen eller ej.
  • Husk også at se på, om du har andre aktiver (opsparing, friværdi) som kan supplere din pensionsopsparing
  • Hvis du har andre værdier kan det betale sig at vente med udbetalingen af pensionen, for at spare skatten på pensionsudbetaling og endnu flere år til at forsøge at indhente det tabte.
  • Hvis du kan tåle at tabe mere, find da ud af, hvad du vil være mest ærgerlig over: At gå glip af en ny aktieoptur eller at måtte opleve endnu et tab?
  • Pensionsopsparer med kort tid til pension bør som hovedregel skifte fra svingende afkast til stabilt afkast.

Man kan ikke spare for meget op til pensionstilværelsen, man kan kun spare for lidt op. Skattemæssigt bør man naturligvis være opmærksom på, at vælge den mest optimale løsning såvel beløbs- som ordningsmæssigt.